13. december 2017

Nyt Havnekontor i Thyborøn

Thyborøn Havns bestyrelse har besluttet, at der skal bygges nyt havnekontor til afløsning af det nuværende havnekontor, der er nedslidt og utæt. Omkostningerne til istandsættelse blev for store i forhold til at bygge nyt.

Havnen har derfor gennemført en arkitektkonkurrence, hvor fire lokale/regionale arkitektfirmaer har givet deres bud på b.la. arkitekturen og byggeomkostningerne for et nyt havnekontor. Det vindende arkitektfirma blev Arkitec A/S fra Herning, der gav det bedste bud på et nyt havnekontor.

Der var mange parametre, som vægtede ved udvælgelsen af det rigtige projekt. Ud over arkitekturen, så var også indretningen, materialevalg, og dermed lave vedligeholdelsesomkostninger, samt energioptimering nogle af de vigtige parametre. Samlet set endte projektet fra Arkitec som vinder med hele 9,54 point ud af 10 mulige.

Det nye havnekontor skal opføres ved siden af det gamle, som skal blive i funktion, indtil det nye kontor kan tages i brug. Herefter skal det gamle havnekontor rives ned. Grunden til denne placering er, at det er vigtigt, at havnevagten har en god udsigt over havnen og især indsejlingen. Samtidig undgår vi at flytte til midlertidige lokaler, mens det nye havnekontor bygges.

Det nye havnekontor får et nettoareal på ca. 574 m2 og forventes at stå færdig omkring 1. maj 2019.
Det bliver rigtig spændende at følge byggeriet undervejs.
 
Se evt. mere i pressemeddelelsen om det nye Havnekontor i Thyborøn, PDF fil nederst på siden.