
Ti års målrettede investeringer og tæt samarbejde med kunderne har fordoblet omsætningen i Thyborøn Havn
2025 blev et historisk år for Thyborøn Havn. Omsætningen nåede 79,99 mio. kr. – det højeste niveau i havnens historie.
Resultatet er frugten af mange års målrettet indsats, investeringer og tæt samarbejde med kunderne.
Omsætningen er fordoblet over de seneste ti år – fra 39,2 mio. kr. i 2015 til 79,99 mio. kr. i 2025.
Målsætningen om at passere 50 mio. kr. blev nået i 2023.
I 2025 var det især offshore vind og en robust fiskerisektor, der drev udviklingen.
Offshore vind skaber vækst
Installationen af Danmarks største havvindmøllepark, Thor, placeret i Nordsøen tæt på Thyboron, har haft stor betydning for aktivitetsniveauet. Projektet ejes af RWE Renewable Energy og Norges Bank Investment Management. Håndteringen af komponenter på land blev udført Buss Danmark A/S.
I 2025 udgjorde offshore vind 38 % af havnens samlede omsætning.
Udviklingen er sket trin for trin.
Siden 2016 har havnen investeret i sværgodskajanlæg, øget vanddybde, forstærkede oplagsarealer samt dokumentation og certificering. Projekterne er gradvist vokset i størrelse – fra mindre installationer til fulde marshalling-opgaver.
I 2025 blev nyetablerede heavy-duty arealer taget i brug til oplagring af secondary structures til Thor-projektet. Over 40 lokale servicevirksomheder har været involveret i installationsarbejdet. Når offshore-projekter gennemføres, skaber de mærkbar økonomisk aktivitet i hele lokalområdet.
Der vil ikke være offshore-projekter hvert år. Men når de er der, har de stor betydning for både havnen og det omkringliggende erhvervsliv.

Fiskeriet er fortsat DNA´et
Thyboron fastholder samtidig positionen som Danmarks næststørste fiskerihavn.
Industrifiskeri efter proteinfisk steg markant i 2025. Landinger til TripleNine A/S steg med 45,3 % i mængde og 70,9 % i værdi sammenlignet med 2024. Når fiskene sejles direkte til Thyboron og pumpes direkte fra fartøj til produktion, understøtter det både kvaliteten og havnens omsætning.
For nylig modtog fiskemels- og oliefabrikken TripleNine A/S den største enkeltlanding nogensinde på over 3.600 tons fra ét pelagisk fartøj, Christian i Grotinum.
Fiskeri til konsum var derimod udfordret i 2025. Kvoter og nationale CO₂-afgifter medførte et fald på 30,6 % i mængde og 22,1 % i værdi. Udsigterne for 2026 peger fortsat på stramme kvoter i dette segment.
På trods af disse vilkår fastholder Thyborøn Havn sin position og sine rødder. Fiskeriet er fortsat en central del af havnens identitet.

Gods og infrastruktur
Den samlede godsmængde nåede 1,55 mio. tons i 2025, svarende til niveauet før 2019. Traditionelle bulksegmenter gik tilbage i 2025 som følge af konsolidering blandt større råvareaktører på havnen.
Til gengæld steg mængderne inden for offshore-komponenter og materialer til jernbanerenoveringen på Holstebro – Skjern strækningen. Tidligere investeringer i infrastruktur understøtter nu nye aktivitetstyper.
Strategien er klar: Omsætningen geninvesteres i havnens infrastruktur og udvikling. Større vindmøller og fundamenter stiller krav om større vanddybde, stærkere kajer og højere bæreevne på arealer. Thyborøn Havn er positioneret til at imødekomme disse krav.



Et fælles resultat
Resultatet for 2025 er skabt i samarbejde.
Offshore-virksomheder. Fiskere. Godskunder. Værfter. Maritime servicevirksomheder. Energiselskaber.
Havnen fungerer som et samlet erhvervsnetværk, hvor aktivitet i én branche påvirker de øvrige. Det skaber robusthed. Mere end 100 virksomheder står til rådighed på havnen i dag.
Den strategiske retning mod offshore vind fortsætter, samtidig med at fiskeri og gods forbliver bærende aktiviteter. Thyborøn Havn udvikler sig som en fremtidssikret, naturligt beskyttet havn ved den jyske vestkyst – med kapacitet til at håndtere meget store komponenter også store energimængder på sigt.

Tre konkrete pointer
1. Langsigtede investeringer virker. Infrastrukturudvikling skaber aktivitet og lokal værdi.
2. Flere forretningsben giver stabilitet. Offshore vind, fiskeri og gods supplerer hinanden.
3. Samarbejde er afgørende. Tæt dialog mellem havn, erhvervsliv og myndigheder styrker fremtidige projekter.
Publiceret d. 24. februar 2026